Hvorfor er vi nogle gange meget selektive, når vi vil gemme minder?
Hvad er det vi gerne vil huske……når tiden er gået og vi tænker tilbage….fx på vores børns barndom?
Hvad er det vi taler om når vi taler om det liv som er levet i familien?
Om de første måneder af barnets liv…..
Om søskenderelationerne….
Om rutiner og traditioner….
Jeg hører de fleste tale om træthed, gråd, sårbarhed, forelskelse, usikkerhed og kæmpe lykke når de taler om det at få deres første barn.
Og gylp og lort og duften af baby og gråden der presser sig på ud af det blå, blot ved at se på den lille.
Jeg hører mange tale om glæden ved at barn nummer 2 eller 3 kommer til, men ligeså meget om jalousien, trætheden, gråden, kampene, reaktionerne.
Og det er fortællinger som fortsætter over alle årene som en del af en børneflok.
Leg og forhandlinger, slåskampe og kys, omsorg og vrede, kampen om forældrenes opmærksomhed…..
Og vores traditioner, vores rutiner …..
Alle de morgener, hvor mit barn smed sig på gulvet og gjorde sig tung og slap og nægtede at kravle i flyverdragten, fordi det var dejligere at blive hjemme end at komme i børnehave.
Vores putteritualer – mange synger og læser, nogle får en kildetur, nogle har daglige kampe med at få børnene til at ville sove…. Alle de gange vi har oplevet at komme kravlende ud fra et børneværelse i håb om at barnet ikke hører/ser det, fordi så må vi starte forfra…. Alle de tænder der er blevet børstet og tårer der er grædt og fingre der er blevet bidt i…… Og alle de måltider der er endt i skænderier fordi et barn er kræsen og forældre ikke er enige om hvordan det skal takles…
Og selvfølgelig også alle de minder med latter og leg og følelsen af at tiden står stille midt i en boble af lykke!
Alligevel vil vi helst at vores børn skal se søde og glade ud på billeder – især de billeder der bliver taget af en fotograf.
Og vi forældre vil også gerne have lagt makeup og sat håret og være en lækker udgave af os selv.
Hvorfor vil vi kun vise noget af virkeligheden?
Vil vi sende et signal om at vi bedst kan lide vores børn når de er glade og søde?
At vreden, kaos, ubalancen er tabu?
Nej da, vil de fleste af os sige…… men alligevel er det, det vi gør – når smilet er så vigtigt på et billede…. Vil jeg vove at påstå.
Jeg synes du er dejligst når du smiler!!!!
Og det er ikke fordi jeg synes vi er nogle dårlige forældre…. Det er fordi hele fototraditionen handler om SMILET!
Og det er altså ikke sådan lige, at ændre en tradition som er så grundlæggende……
Men jeg tager gerne kampen op! Det er derfor jeg arbejde som jeg gør. Fordi jeg tror på at vi elsker vores børn med alt hvad de er – og vores familie med alt hvad den er…..og at de minder jeg skaber sammen med jer, vil gøre jer varme om hjertet i al evighed og historierne som i traditionel forstand ikke er ”underskønne” netop bliver underskønne – fordi det er jeres liv.
Og mindst lige så vigtigt synes jeg det er, at vi viser vores børn at alt hvad der er dig, er vidunderligt og gør mig glad og stolt og varm om hjertet!
Kærligst Frederikke
