Når jeg ankommer hos en familie som jeg skal være hos i flere timer, går hele mit sanseapparat i gang. Jeg tuner ind på dem … ved at være sammen, sludre, møde, mærke, se, lytte. Jeg begynder at fotografere. Jeg finder lyset, jeg ser hvad der sker…arbejder på at fange stærke, morsomme, nære momenter. Jeg lægger kameraet lidt væk….er der bare. Kigger, lytter, snakker – leger måske lidt. Bevæger mig rundt – finder lyset fra et andet spot. Mærker hvornår der sker noget igen – noget med billeder i. Jeg fotograferer ikke alt. Ikke alt er lige interessant. Jeg kender børn. Jeg kender familier….og i nogle situationer, aktiviteter ved jeg hvad der højst sandsynligt kommer til at ske….. En tumling der læner sig ned i legetøjskurven efter det allernederst….hun vælter højst sandsynligt ned i den. En mor der sidder med sin tumling vil tjekke hendes ble på et eller andet tidspunkt. Et barn der leger med vand…..jeg ved noget uventet og vådt vil ske…. Og det venter jeg på sker. Jeg fotograferer og komponerer imens…..og måske sker det – måske sker det ikke…måske sker noget helt andet. Efter tid vil jeg begynde at “kende” familien….lægger mærke til relationer – roller mellem børnene, karaktertræk – og jeg arbejder på at få det med i billederne….
I forsommeren besøgte jeg Hugo, Villy og Topper – og ret hurtigt blev det tydeligt for mig at deres mor, var med sine børn med et vidunderligt nærvær. Den opdagelse gjorde, at jeg brugte energi på at få hende meget med i fortællingen – så jeg kunne vise hende, hvor fantastisk en mor hun er – jeg ved jo godt at det ikke altid er det vi tænker om os selv, efter en lang dag med børn og gråd og mad og bleer og rutiner.
Det er der kommer følgende lille billede essay ud af :
Kærlig hilsen
Frederikke