Hvad er det med det der dokumentarisk familiefotografi?
…. Vi er opvokset med at billeder taget af en fotograf skal være “pæne”. Altså pæne på den der; den-bedste-udgave-af-os-selv-måde.
“Smiiil, cheeseee….. kig ind i kameraet, læg armen om din lillebror, kan du ikke lige kysse din søster, ret lige på blusen så den sidder pænt, nej – din spidermandragt må du ikke få på når du skal fotograferes, kom nu…det tager kun 2 minutter så kan du lege bagefter, vent vi skal lige have tørret hende om munden..hun savler hele tiden…….”
Vi kender godt ovenstående – enten har vi selv hørt det, selv sagt det…eller tænkt det.
Der er INTET i vejen med smil, kys, kram, nystrøgne skjorter og spritnye fletninger…. Men de er kun et ganske kort øjeblik af historien.
Historien?
Historien om hvem vi er som familie. Hvordan vi er sammen, hvem vi er….sammen og helt som os selv. Vi er alle sure ind imellem, søskende har konflikter ca hvert 10. minut siger forskere, vores familieliv er fyldt med sure sokker, opvask, rutiner, leg og udklædning. Vores børn har et hav af ansigtsudtryk – både når de er glade, stille, fjoller, leger, er rasende, kede af det, overraskede, drillende etc…. Og vi voksne har faktisk også en masse udtryk – ikke mindst i samspil med vores børn. Der er historier i SÅ mange af familiens aktiviteter – lige fra morgener med stress og madpakker og en stram tidsplan til stille weekendmorgener med tid til det vi nyder allermest. Eftermiddagen med leg og hygge hjemme, lektier, indkøb, madlavning, hundeluftning, sortere vasketøj, dække bord. Aftensmåltidet og alle de scenarier det kan rumme af konflikter, begejstring, kræsenhed, træthed, hygge og dagens afslutning…. dag efter dag – år ud og år ind….
……lige indtil det er slut.
Altså barndommen…..med alle dens hverdagsrutiner som familie.
Og hvis fotografiet skal have sin berettigelse som et billede af barnet, af familien, af søskende…så synes jeg fotografiet skal fortælle os historien. Altså ovenstående historie.
For nu hvor tiden er gået – de små er blevet større, eller de større er blevet helt store, så kan fotografien noget helt unikt….
Det kan føre os tilbage til det som var.
Som en tidsrejse.
En tidsrejse hvor vi kan sidde og dvæle ved det som var – mærke de små fedtede barnefingre, smage et chokoladekys, høre skriget af raseri over ikke at få lov….., se den lille krop ligge på de sjoveste måder i sofaen og mærke savnet nu, hvor hun som 17 årig altid sidder lige op og ned og ser en film fra end til anden. Vi kan rejse tilbage og se hvordan vi legede med vores barn, knækkede sammen i grin over det trylleshow hun altid lavede i de år, se hvordan hans verden brød sammen når han tabte i ludo, hvordan vi spiste rester og rugbrødsmadder fordi vi var for trætte til at kokkerere, hvordan en time kunne gå med at sortere strømper sammen med den 3 årige, hvordan vi dag efter dag børstede tænder og fandt på sjove sanglege for at det skulle gå så smertefrit som muligt….og hvordan vi lå tæt, tæt sammen under dynen og hviskede med trætte stemmer når vi vågnede lidt sent en søndag morgen.
Det er det der er med det der dokumentarisk familiefotografi……
Det forlænger og bevarer og holder historien om os som familie i live… HELE den historie som rører os og varmer os og bider os og minder os……
Derfor synes jeg det er en af de største gaver vi kan give os selv.
Mit barn er 20….jeg synes barndommen gik vanvittig hurtigt. Altså som mor synes jeg den gik hurtigt – og jeg rejser ofte en tur tilbage i tiden når længslen trænger sig på.
Tidsrejser er uvurderlige skatte <3
Kærligst
Frederikke